S-politiker tog rockerfoto af Sass

16x9

Partifælle fra Køge hjalp med at videreformidle et foto af Tommy Kamp, Henrik Sass og "Suzuki_Torben"

Det var ikke Politiets Efterretningstjeneste, der under en overvågning tog det meget omtalte billede af Socialdemokraternes Henrik Sass Larsen og rockeren Torben Ohlsen Jensen - bedre kendt som Suzuki-Torben - på en vinkælder i Køge.

Det var derimod partifællen - den tidligere socialdemokratiske byrådspolitiker - Nils Gisli, der sendte billedet til avisen BT. Det fortæller Danmarks Radios program "Hængt ud på forsiden" i aften klokken 20.

Til TV 2 fortæller Nils Gisli, at han ikke personligt er ansvarlig for billedet:

"En privatperson kommer til os med billedet og spørger, om vi vil bringe historien. Vi er kun to på Køge-tv (der nu er gået konkurs, red.) og kan ikke overskue research til historien. Vi ønsker ikke at bringe en halvfærdig historie og takker derfor nej. Men personen spørger, om vi vil hjælpe med at formidle billedet videre til BT - og det gør vi," siger Nils Gisli til tv2.dk.

"Det har intet med hævn at gøre"
Med til historien hører, at Nils Gisli i 2011 trak sig som byrådspolitiker for Socialdemokraterne, fordi han var blevet uvenner med den daværende lokalformand - og ven til Henrik Sass Larsen - Tommy Kamp.

Men Nils Gisli understreger, at han ikke hjalp personen med at videreformidle det omstridte billede for at hævne sig.

"Det har intet med hævn at gøre. Jeg er super glad for, at vi har været med til at sætte fokus på Tommy Kamp, og at han nu er ude af byrådet og af Køge Kommune. Vi er ligeglade med Henrik Sass Larsen - han har intet med Køge Kommune at gøre. Han blev rodet ind i det, fordi han var venner med Tommy Kamp," siger Nils Gisli til tv2.dk.

Han siger videre:

"Hvis borgerne i aften - når de har set programmet - synes, at jeg er den helt store skurk, så kan de lade være med at stemme på mig til næste kommunalvalg."

PET ville ikke sikkerhedsgodkende Henrik Sass
Henrik Sass Larsen blev blandt andet på grund af omgang med rockere ikke sikkerhedsgodkendt af PET, og valgte derfor selv at trække sig som emne til en ministerpost i Helle Thorning-Schmidts nyvalgte regering.

Tommy Kamp og Henrik Sass Larsen har siden brudt med hinanden, og Henrik Sass Larsen er nu Socialdemokraternes gruppeformand.

Nils Gisli har som journalist og ejer af Køge TV - der nu er gået konkurs - lavet flere kritiske historier om Tommy Kamp.

Nils Gisli er nu byrådsmedlem for De Konservative.