Krag og Vilhelmsen krydser klinger

SF's formandskandidat Astrid Krag vil bruge pengene fra en genforhandling af Nordsøaftalen til at lave en grøn fond, som skal skabe job i Danmark.

Det siger hun på det første af 10 debatmøder i forbindelse med formandsvalgkampen mod Anette Vilhelmsen i SF:

"Regeringen undersøger i øjeblikket, om vi får nok ud af Nordsøaftalen. Hvis der kommer flere penge ud af aftalen vil jeg lave en grøn fond til at skabe grønne arbejdspladser i Danmark.

"Det kunne ske gennem projekter, der sænker energiforbruget i virksomheder eller ved at indføre en grønnere infrastruktor. Det forbedre både miljø og klima og er samtidig med til at skabe arbejdsplaser i Danmark og give SF profil," siger Astrid Krag.

Hun erkender, at SF har problemer med at kommunikere klart med vælgerne og at partiet har "skuffet" mange vælgere. Hun ser dog formandsvalget som en chance for at genstarte SF og regeringen.

Vilhelmsen: Slut med designpolitik
Den anden formandskandidat i SF, Annette Vilhelmsen, fastslår på debatmødet, at SF bliver i regering med hendes som formand.

"Vi skal stoppe den diskussion nu. Ja, jeg bakker op om regeringsdeltagelsen. Vi har vores politik og vores principprogram, som jeg er enig i, og så tror jeg ikke, vi behøver diskutere det mere," siger Annette Vilhelmsen.

Hun varsler dog et opgør med "designpolitikken", hvis hun bliver formand.

"Rigtig meget debat om politik handler om design, spin og splittelse. Jeg mener, politik handler om levedende mennesker, og der hvor mennesker er begår man både gode og dårlige ting. Men vi må aldrig overlade vores politik til spindoktorer," siger hun.

Samtidig understreger hun, at SF's profil skal være klar og genkendelig.

"Men vi skal huske, at vi har seks ministre, der sidder som repræsentanter for SF i regeringen - ikke repræsentanter for regeringen i SF," siger hun.