Profet-demonstration i Oslo

Norsk politi er på plads ved den franske ambassade og den franske skole i Oslo i forbindelse med to planlagte demonstrationer mod den islam­fjendtlige film "Innocence of Muslims".

Islamisk Råd står bag markeringen på torvet i den centrale del af Oslo, mens gruppen "Profetens Ummah" demonstrerer ved USA's ambassade.

"Vores udgangspunkt er, at de vil gennemføre demonstrationen, så længe de holder sig inden for rammerne af norsk lov, siger politiinspektør Thorstein Stephansen til Dagavisen.

Torsdag besluttede politiet i Oslo at optrappe beredskabet, fordi det franske satiremagasin Chalie Hebdo dagen før bragte tegninger af profeten Muhammed.

Politiet har derfor skærpet overvågningen af den franske ambassade og skole og sætter vagthold ind de to steder fredag.