Astrid Krag: Ja, jeg er kandidat

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) melder nu officielt ud, at hun stiller op som kandidat til posten som formand for SF.

Adspurgt hvad hun vil gøre anderledes end Villy Søvndal, og hvad hun vil gøre for at favne de tre fløje i SF, lød svaret:

"Jeg har lovet mig selv, at jeg i denne her proces vil sige, hvad jeg mener og at jeg vil opføre mig ordentligt. Jeg ved, at vi i SF er fælles om at ønske lige muligheder for alle mennesker i det her samfund. Jeg ved, at vi i SF er fælles om at ville have turbo under den grønne udvikling - og jeg ved, at vi er fælles om at ville skabe varige job," sagde Astrid Krag til TV 2.

Hun sagde videre, at hun har tænkt sig at lytte til hendes partikammerater, hvis hun bliver valgt som formand for SF.

"Nu skal danskernes problemer løses"
Ifølge Astrid Krag var en af hovedopgaverne i SF under Villy Søvndal at vælte Lars Løkke Rasmussen (V) og Pia Kjærsgaard (DF) af magten.

"Det lykkedes jo. Nu er opgaven så at løse de problemer, som danskerne står med. SF har brug for en frisk start - vi skal gå samlet videre herfra," sagde hun.

Fem dage er ikke lang tid at tænke i
Astrid krag har siden i fredags ­ hvor Villy Søvndal meldte ud, at han ville gå af som formand -­ tøvet med at melde sin beslutning ud. Om tænkepausen siger hun til TV 2:

"Jeg synes egentlig ikke, at fem dage er lang tid ­ det er et meget stort ansvar. Jeg har gerne villet tale med SF'er over hele landet."

Den 29­årige Astrid Krag har to små børn, hvilket også har været en del af hendes overvejelser omkring valget om at stille op som kandidat til posten som formand for SF, forklarer Astrid Krag.

Krag er eneste kandidat, der har meldt sig på banen
Astrid Krag er indtil videre den eneste, der har meldt sig som kandidat efter blandt andet miljøminister Ida Auken ­ der ellers også var nævnt som en mulig arvtager efter Søvndal ­ meldte ud, at hun ikke var kandidat til posten.

SF meddeler samtidig i en mail, at ledelsen er "meget optaget af at sikre en ordentlig proces frem mod et formandsvalg og at kandidater stilles lige."

Derfor vil SF's pressetjeneste på Christiansborg ikke bidrage aktivt til promovering af de enkelte kandidater. De er dermed selv ansvarlige for at føre deres egen kampagne.