11 mio procent i rente på kviklån

16x9

Prisen for de hurtige lån overstiger i nogle tilfælde flere mio. i procent

Det kan være en dyr affære at låne penge med de hurtige kviklån over sms eller computer.

Den årlige rente kan lande på millioner i procent. Det viser en gennemgang, som TV 2 Nyhederne har foretaget.

"Jeg synes, at det er helt grotesk, at nogen skal betale så meget i rente for at låne," siger Anita Bjørkquist Christiansen, der er indehaver af ABC Økonomi, til TV 2 Nyhederne.

Når man skal sammenligne renten på forskellige lån bruger man ÅOP, der står for Årlige Omkostninger i Procent - og indeholder alle udgifterne ved lånet.

Hvis man låner 5.000 kroner i 30 dage hos firmaet Folkia, så er den årlige rente 914 procent. Folkia har ikke ønsket at deltage i interview.

Hvis man låner 2000 kroner i 30 dage hos firmaet Ferratum, så er renten over 2000 procent. Ferratum har ikke ønsket at deltage i et interview.

Jo kortere tid, man låner pengene, jo højere bliver renten. Låner man for eksempel 4.000 kroner i 2 dage hos firmaet Vivus, så ender renten på over 11 millioner i procent.

"Det kan godt lyde voldsomt med vores ÅOP. Men vores tilbud handler om, hvad det koster at låne 4000 kroner i op til 30 dage. ÅOP er kiloprisen for penge over et ét år," siger Jens-Ole Kyhl Klitgaard, landechef hos 4Finance, der ejer lånefirmaet Vivus, til TV 2 Nyhederne.

Men en rente på en million i procent lyder af meget?

"Jeg ved godt, at hvis du låner 2000 kroner i et døgn, så lyder det af meget. Men det er ikke retvisende. Vi har et minimumsgebyr, fordi vi har nogle transaktionsomkostninger omkring sådan et lån, forklarer Jens-Ole Kyhl Klitgaard.

I går fortalte TV 2 Nyhederne, at regeringen er på vej med en forbrugerpolitisk pakke, der skal slå hårdt ned på de hurtige lån.

Og indgrebet bliver hilst velkomment af låne-firmaet Vivus, der håber, at det kan forbedre branchens image.

"Vi er glade for at regeringen vil gribe ind. Vi vil gerne i dialog med regeringen om den her indgribning omkring hvilke rammer, som vi skal sætte for markedet," siger Jens-Ole Kyhl Klitgaard fra Vivus.

Han vil nu kontakte regeringen for at komme i dialog om indgrebet.