Pind: Obama praler af snigmord

Både USA's præsident, Barack Obama, og Danmarks udenrigsminister Villy Søvndal (SF) kritiseres i hårde vendinger for USA's brug af de såkaldte dronefly med dødbringende våben.

Søren Pind, Venstres udenrigsordfører, som åbnede debatten i Politiken, sammenligner ligefrem brugen af de fjernstyrede våben med deciderede snigmord og uddyber nu kritikken:

"Det bærer alle snigmordets karakteristikker. Det er et fænomen, hvor man sniger sig ind på sit offer, og hvor man et sted meget langt fra rammer den pågældende. Samtidig er det en ren politisk beslutning, hvor den amerikanske præsident nærmest praler med, at det er ham selv, der træffer de beslutninger om, hvem der skal slås ihjel," siger Søren Pind til TV 2 News.

"Normalt er det en militærfaglig beslutning. Vi har ikke i den vestlige verden bare slået folk ihjel i meget lang tid, uden at der har været nogle domstolslignende myndigheder, der har været inde og kigge på det. I en lang periode har man forbudt snigmord. Man gør det rent politisk og bruger det i den amerikanske præsidentvalgkamp for at fremstå handlekraftig og samtidig er der ingen retssikkerhedsmæssige garantier," tilføjer han.

Skuffet over Søvndal
Søren Pind mener, at der er tale om brug af et helt nyt våben, som har udviklet sig, og han er især skuffet over manglende kritik over brug af våbenet fra regeringens side:

"Hver fjerde dag går der en drone ud, og vi har set, at der er tusinde civile, der er blevet ofre i denne sammenhæng. Det der irriterer mig allermest er, at den såkaldte progressive venstrefløj, som havde utrolig travlt med at kritisere George Bush for Guantanamo, Abu Ghraib­fængslet og waterboarding, ingen som helst anliggender har i denne sammenhæng," siger Søren Pind, som især er utilfreds med Villy Søvndals tavshed i sagen:

"Det er stødende, at vores udenrigsminister intet vil sige i denne sammenhæng. Han har selv været den fremmeste kritiker af George Bush' anvendelse af tortur. Men når det kommer til snigmord og bare fordi det kommer fra Barack Obama, som bruger det i en politisk sammenhæng for at fremstå handlekraftig, så tier den danske udenrigsminister. Jeg synes, at det er forstemmende," siger han.