Planlæg cykelruten på Google og undgå bakkerne

Vil du have den smukkeste eller mest sikre _ og vil du helst undgå bakkerne?

Fra i dag kan du planlægge den bedste cykelrute i Danmarks syv største boligområder - København og omegn, Aarhus, Odense, Aalborg, Fredericia, Vejle og Kolding - på Google Maps.

"Man kan vælge den mest direkte vej, den sikreste vej eller den mest cykelvenlige vej, hvor der er cykelstier eller cykelveje," siger Googles talsperson i Danmark, Christine Sørensen, til TV 2 NEWS.

Kortet tager også højde for modvind
Samtidig tager cykelruten højde for blandt andet bakker og trafiktæthed:

"Kortet tager faktisk også højde for, om der er modvind, og at du kan blive træt i benene efter et stykke tid. I nogle tilfælde vil det måske derfor være hurtigere at køre en anden vej end op ad en bakke," siger Christine Sørensen.

For at beregne cykeltiden korrekt, har Google blandt andet regnet på, hvor lang tid det tager at køre op eller ned ad en bakke.

Det er sket ved hjælp af en fysisk model over den gennemsnitlige mængde energi, man skal bruge på at komme op ad en given strækning, kombineret med en omtrentlig kropsmasse samt vindmodstand - og den fart man typisk vil have.

Cykelister kan selv tilføje cykeldata
Google har fået hjælp af kommunerne København, Fredericia og Aarhus til at gøre cykelruterne så præcis så muligt.

"Vi har inkluderet så meget data om de danske cykelforhold som muligt, men det er klart at lokale cyklister kender deres favoritstier og genveje bedst, så derfor opfordrer vi til, at man deler sine anbefalinger og tips til cykelruten i det, der hedder "Google Map Marker," siger Christine Sørensen.

Cykelruten har eksisteret i USA og Canada siden 2010, og bliver i dag også lanceret i Østrig, Australien, Belgien, Finland, Holland, Norge, Sverige, Schweiz og Storbritannien.

Sådan gør du
Klik på linket i boksen "se også." Indtast den rute, du ønsker at cykle og tryk på cykelikonet.

Derefter får du vist flere alternativer, og du kan vælge den rute, som du helst vil cykle.