Brixtofte straffes for grove ord om dommer

16x9

Den tidligere Farum-borgmester Peter Brixtofte fik ikke noget ud af at anke en dom fra Retten i Lyngby.

Også Østre Landsret finder ham skyldig i at have brugt alt for grove ord om en dommer, der i første omgang dømte ham for embedsmisbrug og mandatsvig.

I fredagens dom siger landsretten ligesom byretten, at straffen skal være 10 dagbøder á 1000 kroner.

For eksempel kaldte Brixtofte den nu pensionerede dommer Peter Garde for "en yderliggående nationalist", ligesom han påstod, at dommeren havde været ude på et politisk hævntogt.

Udtalelserne faldt i et interview på TV 2 News i oktober 2009. Her gik Brixtofte til angreb på dommeren, der som retsformand afsagde dom over ham i Hillerød i april 2007.