Ny lokalplan er magtfordrejning

16x9

Den politiske støttegruppe bag Ungdomshuset på Jagtvej 69 i København vil forsøge at sikre Ungdomshusets eksistens med en ny lokalplan, der forhindrer Faderhuset i at bruge ejendommen om til eksempelvis en kirke eller boliger. Men det er magtfordrejning, mener professor.

"Hvis hovedformålet med lokalplanen er at tvinge en anden part til at sælge, så vil jeg ikke betragte det som et sagligt hensyn. Der vil altså være tale om magtfordrejning," siger professor i forvaltningsret, Steen Rønsholdt.

Han ser dog ikke nogen problemer i, at man vedtager en lokalplan for en enkelt bygning.

Steen Rønsholdt får støtte fra en kollega:

"Kommunen kan få svært ved at standse Faderhuset, fordi kirken kan blot fortsætte med samme form for aktiviteter som Ungdomshuset. Kommunen må jo ikke skelne til, om det er autonome eller religiøse grupper, der vil bruge huset til forskellige kulturarrangementer," siger professor Orla Friis Jensen fra Aalborg Universitet.

Han synes, at politikernes tiltag virker lidt betænkelige, blandt andet fordi en ændring af lokalplanen vil få ejendommen på Jagtvej 69 til at falde i værdi og dermed altså økonomiske konsekvenser for Faderhuset.

Politisk uenighed

Socialdemokraternes gruppeformand i København erkender, at lokalplanen er et forsøg på at få Faderhuset til at sælge huset til Fonden Jagtvej 69, der gerne vil køre huset videre på de unges betingelser:

"Nu vil vi undersøge, hvilke restriktioner man gennem en lokalplan kan lægge på huset, sådan at Faderhuset ikke bare sælger huset til et supermarked eller river det ned," siger Jesper Christensen (S), der dog udmærket er klar over, at Faderhuset er den retmæssige ejer af huset.

Den nye slagplan for Ungdomshuset har fået flere politikere på højrefløjen til at reagere kraftigt. Folketingskandidat Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti har allerede stillet spørgsmål til indenrigsministeren om sagen.

"Jeg kan ikke tro, at det er lovligt at alliere sig på den måde, som vi ser i Københavns Kommune. Derfor skal vi have ministeren til at kigge på sagen," siger Henriksen, der er tidligere medlem af Nørrebro Lokalråd.