VIDEO: Bruger bare bryster til protest

Den sextremistiske aktionsgruppe Femen bruger EM i Ukraine som skueplads. Ikke alle er begejstret for deres aktioner

I aftes spillede EM-værtslandet Ukraine sin første kamp ved slutrunden. På tribunen stod tre kvinder klar til at løbe på banen og protestere - ved at vise deres bryster til hele verden.

De er moderne feminister og slås for kvinders rettigheder i deres hjemland.

"Folk på stadion vil se os, og de vil høre os, for vi råber meget højt. Folk skal vide, at ukrainske kvinder er imod prostitution og sexturisme i Ukraine," siger Aleksandra Shevchenko, der er aktivist og økonom.

Kvinderne kommer fra den såkaldt sextremistiske aktionsgruppe Femen. De kæmper for deres medsøstres rettigheder, og de har valgt EM-slutrunden som deres kampplads:

"Vi er kun sexobjekter for ukrainske mænd og udlændinge. I hele verden er de ukrainske kvinder kendt som prostituerede," lyder det fra Aleksandra Shevchenko.

Kritik fra andre feminister
Femens aktioner skaber stor debat både internt i Ukraine og rundt om i hele verden. Blandt etablerede feminister er man irriteret over Femens aktioner:

"De prøver at fremme nogle virkelig iørefaldende slagord, men de er overalt og deres budskab går ikke igennem. Man får kun fat i brysterne, brysterne, brysterne. Og ikke andet," siger Mariya Dmytriyeva, kønsforsker og feministisk blogger.

Ifølge hende skulle Femen-kvinderne hellere fokusere på aktioner med et reelt feministisk indhold:

"Først var det sjovt, men så blev det kedeligt, for det blev en automatisk reaktion. Uanset hvad der sker, går de bare ud og viser deres bryster frem," lyder det fra den feministiske blogger.

Men den kritik bider ikke på de tre kvinder far Femen:

"Det er skørt. Jeg ved ikke, hvad de har gjort for kvinderne. For mig har de intet gjort," siger Aleksandra Shevchenko. Femen har på fire år åbnet afdelinger i mere end femten lande.

Om det lykkedes de tre kvinder at komme på banen i aftes under kampen mellem Ukraine og Sverige, melder historien intet om.