MEGAFON: V og DF bør med i skattereform

16x9

Med 55 procent mener mere end halvdelen af danskerne, at regeringen bør droppe planerne om en skattereform, hvis den ikke kan skabe et bredt forlig med støtte fra enten Venstre eller Dansk Folkeparti. Kun 27 procent mener, at det er acceptabelt at lade en skattereform køre igennem uden støtte fra mindst et af de store oppositionspartier. Det viser en meningsmåling fra MEGAFON lavet for TV 2 og Politiken.

Og over for Politiken slår finansminister Bjarne Corydon (S) da også fast, at regeringen er indstillet på at forhandle skattereform med Venstre, uanset hvilke modkrav partiet måtte have. Det hele er til forhandling.

"Det, synes jeg, er en meget meget konstruktiv udmelding. Man får det vist ikke mere attraktivt i moderne dansk politik," siger finansminister Bjarne Corydon (S) til Politiken.

V forlanger klart svar
Siden regeringens skattereform blev fremlagt i tirsdags, har Venstre forlangt et klart svar fra regeringen på, om milliarderne, der findes gennem de øvrige reformer af eksempelvis førtidspension, SU og kontanthjælp, kan bruges til at finansiere skattelettelser.

Det svar er nu givet, siger finansministeren. Hvis Venstre deltager i reformerne, er de også med til at beslutte, hvordan pengene skal bruges.

"Det er et helt tydeligt og meget umisforståeligt signal. Jeg opfordrer Venstre til at tage et medansvar for dansk økonomi på de attraktive betingelser, der nu er etableret for at forhandle," siger Corydon ifølge Politiken.

V er fortsat ikke overbevist
Hos Venstre er partiets politiske ordfører Ellen Trane Nørby ikke overbevist.

"Vi har ikke nogen afklaring. Nu mødes vi til en kop kaffe, og så må vi se, om regeringen er villig. Hidtil har de ikke været villige til at sige, at de reelt set er enige med os i, at reformmilliarderne skal bringes i spil," siger hun til Politiken.

Dansk Folkeparti er også klar til at forhandle om en bred aftale. Først og fremmest for at få pillet indgrebet over for folkepensionisterne ud.

"Hvis man kunne få en bred aftale, så kunne man have et håb om, at reformen bliver så lille som mulig og bliver et mindre indgreb end det, regeringen har lagt op til. Det gælder også i forhold til de arbejdsløse og dem på førtidspension," siger næstformand Peter Skaarup til Politiken.