Pistol skabte frygt på motorvejen

16x9

Unge viftede med hardball_pistol til paintball ud af bilruden på motorvejen

Politiet havde tjenestepistolerne fremme, da en patrulje torsdag aften standsede fire unge i en bil på Køge Bugt Motorvejen ved Greve.

De unges opførsel havde opskræmt en bilist på motorvejen og givet indtryk af, at de måske havde farlige våben i bilen. Da politiet fik ransaget bilen, viste det sig imidlertid at være to hardball-pistoler, plastikkugler og beskyttelsesudstyr til brug på en paintballbane.

Derfor blev de unge, der var blevet anholdt, straks løsladt.

Viftede med "pistol" ud af ruden
Det hele begyndte, da politiet kort før klokken 19 torsdag aften fik en anmeldelse fra en chokeret 48-årig mand fra Køge, der ringede og fortalte, at han havde set føreren af en bagvedkørende bil vifte med en pistol ud ad bilruden.

Samtidig trak passageren på forsædet en hætte over hovedet, fortalte anmelderen.

De fire unge i bilen er mellem 20 og 23 år. Tre af dem kommer fra Køge, mens den sidste er fra Herfølge.

De er alle sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen på grund af deres adfærd med skydevåbnene under kørslen.

Politiet understreger, at hverken de unge mænd eller betjentene affyrede skud mod nogen.