Canada: Måske bør Europa droppe eurozonen

Den canadiske finansminister siger rent ud, at Europa måske skulle overveje at skrotte eurozonen.

Hvis de europæiske lande ikke er klar til at komme et medlem af eurozonen til hjælp, så bør de måske helt droppe konceptet om en fælles valuta.

Det siger Jim Flaherty, der er Canadas finansminister.

- Det er krisetider i eurozonen. Hele eurozonens fremtid er på spil, og det er meget vigtigt for mange af landene i eurozonen, når vi ser på Europas historie i de sidste 100 år eller der omkring, siger han til tv-stationen CTV.

- Så de må vise mod. De må gøre det rigtige, bruge nogle af deres skattepenge til at betale for de svagere medlemmer af eurozonen, siger han.

- Eller så må de begynde at bevæge sig væk fra eurozonen og så bare sige, at det var et eksperiment, der ikke virkede, mener den canadiske finansminister.

I øjeblikket er det specielt Grækenland, der er fokus på, da landet har oparbejdet en kæmpe gæld, som EU og IMF, Den Internationale Valutafond, forsøger at hjælpe grækerne af med ved at yde kriselån.

Men Grækenland skal som modydelse gennemføre reformer og besparelser, og det kniber det meget med.

Der var valg i Grækenland den 6. maj, men det nye parlament har store vanskeligheder med at danne en regering.

Tirsdag er der nyt møde hos præsidenten for de politiske partier, og præsidenten foreslår nu, at der nedsættes en teknokratregering, som kan gennemføre den nødvendige politik.

/ritzau/Reuters