Voldsom brand i Bazar Vest

Et større slukningsarbejde er i gang i det store indkøbscenter Bazar Vest i Aarhus.

Klokken fem lørdag morgen blev Østjyllands politi varskoet om branden i Gellerup i Aarhus.

Branden er lørdag formiddag fortsat i gang, men er under kontrol. Politiet er på stedet og har tilkaldt hjemmeværnet for at hjælpe med at spærre af, så uvedkommende ikke kan forstyrre slukningsarbejdet.

"Vi ved endnu ikke, hvad der har forårsaget branden, men den har berørt mere end 100 kvadratmeter," siger Claus Dany fra Østjyllands politi.

I forbindelse med branden savnes en person, der var ansat i et bageri på stedet, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

"Vi har en formodning om, at det er en af de ansatte fra bageriet, som ligger inde på gerningsstedet," siger Claus Dany til TV 2 News.

Det er tvivlsomt om Bazar Vest, der ifølge basarens hjemmeside er mere end 18.000 kvadratmeter stor, kan åbne lørdag.

Branden er i den nye del af basaren og i følge Claus Dany, er der en mulighed for, at den gamle del af det populære indkøbssted kan åbne som vanligt.