Her er CSC's kuldsejlede it-projekter

CSC skærer i medarbejderstaben. Flere af selskabets store it-projekter har været hårdt ramt.

It-selskabet CSC skal ud og fyre 450 ansatte i Norden. Det forventes, at de 350-400 af afskedigelserne kommer til at ske i Danmark.

CSC har været i medierne mange gange det seneste års tid. Selskabet har stået bag en del kuldsejlede it-projekter for det offentlige

* Polsag blev skrottet i februar. 400 millioner kroner af skatteborgernes penge er gået il spilde.

* CSC stod bag Amanda, som to år forsinket blev leveret til arbejdsformidlingerne i 2000, men først kom i stabil drift i 2002. Nu er systemet skrottet. Amanda kostede 650 millioner kroner.

* Det var også CSC, der stod bag Digital Tinglysning. Projektet blev halvandet år forsinket.

* Skat har bestilt et system til inddrivning af gæld: Debitormonitor. Projektet skulle have været leveret i 2009, men det er endnu ikke færdigt og har foreløbig kostet 200 millioner kroner.

* Det var også CSC, der stod bag det digitale motorregister. Det blev forsinket i mere end tre år.

* Skat havde også bestilt fremtidens integrationsplatform. Leverandøren var CSC - men projektet var så fyldt med fejl, at Skat valgte at droppe den som fremtidens platform og sendte opgaven i et nyt udbud.

/ritzau/