Søvndal varsler offentlig smalkost

Det offentlige skal ikke vokse i ti år, slår Villy Søvndal fast i kronik

Selv ikke, når den økonomiske krise engang er overstået, kommer den offentlige sektor til at fylde mere. En ny højkonjunktur vil ikke få regeringen til at øge det samlede forbrug.

Det fastslår SF's formand, udenrigsminister Villy Søvndal, i Berlingskes søndagsudgave forud for partiets landsmøde i næste uge.

Hvis der en dag er ekstra penge i statskassen, skal de bruges til at polstre Danmark til nye dårlige tider, bebuder SF-formanden.

"Vi står i en situation, hvor der er underskud, så langt øjet rækker, og vi står over for nye demografiske udfordringer med stadig flere ældre. Man skal stramme op i de gode tider. Derfor skal folk ikke tro, at der bliver råd til hel en masse efter krisen," siger han ifølge avisen.

Udfordrer sit bagland
Søvndal udfordrer dermed sit politiske bagland, hvor man stadig håber, at SF i regering kan leve op til sine velfærdsløfter om gratis tandlægetjek til de lavtlønnede eller gratis computer til skoleelever fra 3. klasse.

Partiformandens melding harmonerer dårligt med virkeligheden, mener et medlem af SF's landsledelse, Poul Overlund-Sørensen.

"Når Villy selv anerkender, at det offentlige skal løse flere opgaver, fordi der bliver flere ældre, så er det ikke særlig gennemarbejdet, at han på forhånd konkluderer, at den offentlige sektor ikke må fylde mere," siger han til Berlingske.

V: Villy fortsætter slingrekurs
"Det er et udtryk for at Villy Søvndal fortsætter sin slingrekurs, hvor han den ene dag melder det ene ud, og den anden dag melder det andet ud. Når det så er sagt, så er jeg da mere enig med den udgave viser af Villy Søvndal nu, end de gyldne lofter han gik til valg på," siger Ellen Trane Nørby fra Venstre.

"Man kan undre sig over, at han gik til valg på gyldne løfter og udsagn om at vi skulle bruge flere penge i den offentlige sektor, og så siger han nu her efter valget det modsatte," siger hun.