Vindmøller rykker tættere på kysterne

Danske sommerhusejere kan godt begynde at forberede sig på, at havudsigten bliver suppleret med udsigten til kæmpevindmøller.

Det er konsekvensen af det energiforlig, der blev indgået for to uger siden, da et bredt flertal på Christiansborg besluttede at hæve antallet af kystnære vindmøller.

Med aftalen vil vindmøller i op til 240 meters højde de kommende år skyde op få kilometer fra kysterne i de indre danske farvande. Det skriver Jyllands-Posten torsdag.

Avisen har gennemgået de 24 projekter, der er på vej, og oversigten viser, at en række af landets store sommerhusområder får vindmøller i synsfeltet.

Det drejer sig blandt andet om Mols, Jammerbugten, Sønderborg og det sydfynske øhav.

Vil ikke have spoleret udsigt og natur
"Vi er modstandere af, at møllerne kommer for tæt på, siger næstformand i Fritidshusejernes Landsforening, Gert Leif Gyldvig, der håber at blive inddraget, når møllerne skal endeligt placeres."

"Vi vil ikke have spoleret den fantastiske udsigt og natur, vi har ved vores kyster. Vi får aldrig den natur tilbage, som møllerne ødelægger," siger han til Jyllands-Posten.

Politikerne har besluttet, at halvdelen af Danmarks elforbrug skal komme fra vind i 2020, og nye kystnære møller skal bidrage med 500 MW.

Dilemma
Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) er forberedt pĂĄ folkelige protester, men mener, at man har fundet et fornuftigt udgangspunkt.

"Jeg tror, at vi alle sammen går med det dilemma, at vi på den ene side gerne vil have ren energi fra vindmøller, og på den anden side har vi ikke lyst til at plastre vores kystlinje til med møller," siger han til Jyllands-Posten og fortsætter:

"Vi skal finde den rigtige balance, og jeg synes, at vi har fundet et fornuftigt udgangspunkt."

Danmarks Naturfredningsforening er mere skeptisk og anbefaler en national plan for, hvor møllerne kan placeres, inden projekterne sættes i gang.