Hård straf for import af narkokemi

16x9

To mænd blev onsdag sendt 12 år i fængsel for at ligge inde med kemikalier nok til at kunne lave millioner af ecstasypiller.

Københavns Byret nåede frem til, at mændene i alt havde stoffer nok til at kunne fremstille mellem 6 og 10 millioner af de forbudte piller.

"Det er rigtigt, rigtigt mange piller til unge mennesker ude i byen," siger retsformanden Marianne Madsen.

De to dømte, Allan Rene Lund Birk og Kim Markvang, vil nu tænke over, om dommen skal ankes.

Skule produceres i Holland
I alt 2,7 ton kemikalier blev fløjet ind fra Singapore og Shanghai til lufthavnen i Kastrup.

Mændene har selv forklaret, at så vidt de vidste, skulle stofferne bruges til undervognsbehandlinger. Men politiet har været af en anden mening - at kemien skulle videre til et ecstasylaboratorium i Holland.

Og det gav byretten altså anklageren medhold i.

Ingen fortilfælde
Fordi der ikke er nogle fortilfælde om import af store mængder, så var der ikke nogen tidligere domme, som retten kunne læse op af.

Anklageren havde derfor kun krævet et sted mellem 8 og 16 år til de to mænd.

Ifølge retsformanden var det en formildende omstændighed, at de to ikke var så højt placeret i systemet, at de ville være dem, der scorede de største fortjenester ved handlen.