Danmark slaraffenland for dyresex

16x9

Danske hjemmesider formidler sex med dyr uden at bryde loven

Sex med dyr er lovligt i Danmark, og det udnyttes også af udlændinge, skriver gratisavisen 24timer.

I næste uge skal Det Dyreetiske Råd diskutere, hvorvidt dyreværnsloven i Danmark bør skærpes. Det sker blandt andet på baggrund af sidste års mange sager om seksuel vanrøgt af hopper.

Forud for den mulige lovændring satte 24timer sig for at undersøge, om det er nemt at skaffe sig adgang til sex med dyr i Danmark. På få timer fandt avisen 22 dyresex-annoncer på hjemmesider som scor.dk og escort.dk.

Via enkelte mails og SMS'er havde avisen aftaler i hus med to udbydere af dyresex.

Rygtet om det tolerante Danmark får også folk fra Tyskland, Sverige og Norge til at opsøge det, der på en tysk hjemmeside kaldes danske 'dyrebordeller'.

Dyrlæge Lene Kattrup er ikke i tvivl om, at dyresex bør forbydes i Danmark.

"Ud fra en ren dyrlægefaglig vurdering kan der ikke være tvivl om, at menneskers anvendelse af dyr til sex er en uforsvarlig behandling," siger Lene Kattrup.

Det Dyreetiske Råd har intet overblik over, hvor mange danske dyreejere, der lejer deres dyr ud til sex.

"Det har været meget grænse­overskridende og svært at behandle området dyresex. Jeg er klar over, at fænomenet eksisterer og har et vist omfang. Og den viden vil indgå i vores diskussioner om, hvorvidt vi mener, at loven bør ændres," forklarer Peter Sandøe, formand for Det Dyreetiske Råd.