Færre anmeldelser om børne-misbrug

16x9

Igen og igen ruller grimme sager om overgreb mod børn gennem de danske retssale.

Men trods den store medieopmærksom, så bliver der faktisk anmeldt færre sager til politiet.

Nye tal fra Rigspolitiet viser, at der sidste år var en nedgang i antallet af anmeldelser om både incest, pædofili og vanrøgt.

Hvor det samlede antal anmeldelser i 2010 lå på 265 sager, så røg det sidste år ned på 202.

Er enormt opmærksomme
Men det er svært at give en objektiv forklaring på hvorfor, siger politiinspektør Flemming Madsen fra Sydsjællands og Lolland-Falster Politi.

"Det er ikke et udtryk for, at der ikke er fokus på det. Vi og kommunerne er enormt opmærksomme på det her område," siger han.

"Vi får mange henvendelser fra offentlige myndigheder, typisk kommunerne. Hele skolesystemet er meget opmærksom på det. Og jeg tror også, at hr. og fru Danmark er meget opmærksomme," siger han.

Det lavere antal anmeldelser afspejler sig da også i, hvor mange sigtelser, som politiet rejste.

Det tal røg ifølge Rigspolitiet fra 313 til 219. Når antallet af sigtelser er højere, så skyldes det, at den samme person godt kan stå for flere forskellige sigtelser.

"Der var jo også fokus på det her område i 2009 og 2010, så vi kan da håbe, at det er de sager, der nu har virket rent præventivt. Men det kan vi jo ikke måle," siger Flemming Madsen.

Ny sag ruller
Tallene kommer umiddelbart før, at den næste store sag om misbrug af børn begynder.

Det er Retten i Aalborg, der mandag indleder sagen mod en far, der er tiltalt for at misbruge i alt ni børn. Nogle af dem truede han ifølge anklageskriftet til at dyrke sex med hinanden.

Anklagemyndigheden ser på sagen med så stor alvor, at man går efter at få faren idømt forvaring.