En million skakbrikker i aktion

Det bliver den største skoleskak­begivenhed nogensinde i Danmark, når Skolernes Skakdag løber over brættet fredag.

6500 elever, 30.000 skakkampe og cirka en million skakbrikker kommer i spil, når 55 udvalgte skoler i Syd-, Vest- og Nordjylland dyster i blandt andet bondeskak og actionskak.

Skolernes Skakdag bliver de kommende år endnu større, lover Mads Jacobsen, generalsekretær i Dansk Skoleskak:
"Planen er, at Skolernes Skakdag skal være landsdækkende fra 2014."

Dansk Skoleskak har ambitioner om at gøre fredag før vinterferien kendt som hjernegymnastikkens dag, ligesom fredagen før efterårsferien er kendt som dagen, hvor landets skoleelever trækker i løbetøjet og får nogle kilometer i benene til Skolernes Motionsdag.