Ingen kan fyres for regnskabsrod

16x9

Ingen bliver fyret på grund af regnskabsrodet hos Institut for Menneskerettigheder. De ansvarlige for rodet forlod instituttet, inden rodet på 3,2 millioner kroner blev opdaget.

Det oplyser direktøren for instituttet, Jonas Christoffersen.

"De er fratrådt uden forbindelse med denne her sag, og før vi opdagede det," siger han.
I stedet angribes instituttet hårdt på pengepungen af Dansk Folkeparti og Venstre, efter at skjulte tab er kommet for dagens lys.

Dansk Folkeparti kræver samråd med udviklingsminister Christian Friis Bach (R).

Fik fordoblet deres bevilling
Partiet forstår ikke, hvorfor instituttet netop har fået fordoblet sin bevilling, mens regnskabsrodet var ved at blive undersøgt. Både Dansk Folkeparti og Venstre vil have ekstrabevillingen fjernet.

Jonas Christoffersen understreger, at den forhøjede bevilling angår arbejde i Danmark, mens regnskabsrodet handler om projekter i udlandet.

"Det største tab var tilbage i 1997. Det har ligget i systemet i alle de år, uden at nogen har kikket på det. Det ville være ekstremt ulogisk, hvis noget, der er sket så langt tilbage, skal forhindre vores arbejde med børns rettigheder i Danmark. Vi har ryddet op i det her. Vi har selv opdaget det og selv orienteret alle," siger han.

Direktøren er rasende
Direktøren håber, at den aktive oprydning retter op på det tab af image, som regnskabsrod kan medføre.

"Jeg har været ude af mig selv af raseri over, at sådan noget kunne ske på en institution, som jeg er blevet leder af," siger han.

Han understreger, at ingen har taget penge til sig selv. Rodet er opstået, da der for eksempel er sket kurstab på internationale projekter.

"De tab er så ikke blevet skrevet ind i regnskabet, da de blev konstateret. I stedet er de blevet gemt i bogføringen. Det er skrubhamrende forkert, fordi man dermed aflægger misvisende regnskaber," siger han.