Her bliver drabsoffers penge hævet

Københavns Vestegns Politi offentliggør nu billeder af de mænd, der har brugt en 81-årig kvindes dankort, efter hun blev dræbt lørdag.

Politiet oplyser til TV 2 Nyhederne, at dankortet er blevet brugt flere gange i både Herlev, København K, Frederiksberg og København V.

Overvågnings­billederne stammer fra henholdsvis et minimarked i Store Kongensgade i København K, Danske Banks hæveautomat på Herlev Torv og Nordea ved Nørreport i København.

Håber på hjælp
Tidligere i dag udtalte efterforskningsleder Charlotte Skovby til TV 2 NEWS, at politiet håber på, at billederne kan lede dem på sporet af gerningsmændene.

"Vi håber, at nogen kan genkende personerne eller det tøj de har på, når vi senere kan vise billeder fra de steder, der er hævet penge," sagde efterforskningslederen.

Den 81-årige kvinden blev dræbt i sit soveværelse lørdag mellem klokken 14.30 og 21.

Politiets eksperter har fastslået kvælning som dødsårsag.

Ifølge Charlotte Skovby tyder meget på, at der har været flere gerningsmænd.

Der var ingen tegn på indbrud, så politiet tror, at kvinden muligvis selv har lukket gerningsmændene ind.

Udover betalingskortet stjal gerningsmændene også kontanter fra kvindens hjem.