Her er Amagermandens nye hjem

16x9

Marcel Lychau Hansen, også kendt som Amagermanden, blev i dag idømt fængsel på livstid for to drab og syv voldtægter.

Fremover bliver hans hjem Anstalten ved Herstedvester, hvor fanger der har begået sexovergreb typisk havner. Syv kvadratmeter er omdrejningspunktet i de 153 fangers liv.

Marcel Hansens dagligdag kommer i store træk til at bestå af cellen, samtaler med behandlere og arbejde i et af fængslets syv værksteder.

Alle samtaler bliver båndet
På gangen hænger den telefon, som fangerne kan bruge til at kontakte familie og venner. De indsatte har ti numre, der på forhånd er godkendt af personalet.

"Hvis de har yderligere behov, har de mulighed for at låne telefonen på vores kontor," fortæller Klaus Huus, der er fængselsbetjent i Herstedvester.

Men der er ingen hemmeligheder, for alle samtaler bliver båndet.

Marcel Hansen kommer i fremtiden til at dele dagligdag med profiler som Peter Lundin og fædrene i Tønder-sagen og Brønderslev-sagen, der stod bag omfattende misbrug af deres egne børn.

I øjeblikket sidder der 11 andre livstidsfanger i Herstedvester. Eneste kvinde er Helle Sara Peters, som er dømt for to drab i slutningen af 90'erne - bl.a. på sin egen mand.

Ekspert: Her er han mest sikker
Linda Kjær Minke er kriminolog ved Københavns Universitet. Hun har svært ved at se, at Marcel Hansen kan være i sikkerhed andre steder end Herstedvester.

"Han kommer til at afsone sammen med andre personer, der har begået sexkriminalitet. Så han er ikke i risiko for at blive udsat for overfald fra medindsatte i samme omfang, som hvis han blev placeret i et almindeligt lukket fængsel," siger Linda Kjær Minke til TV 2 | NYHEDERNE.

Køkkenet på fængselsafdelingen ligner et kollegiekøkken, bortset fra at alt er boltet fast til væggen.

Kl. 21.30 hver aften låses døren til cellen. Hvis blæren trykker inden kl. 7 næste morgen, kan personalet tilkaldes over alarmen.