Danskerne bedrager for milliarder

16x9

Der svindles med sociale ydelser for beløb, der kan bruges til at drive hver 4. folkeskole

Danskerne begår hvert år socialt bedrageri i milliardklassen. Mere præcist snyder vi systemet for mellem syv og 12 milliarder kroner årligt.

Det viser en ny rapport fra KMD Analyse, som DR Nyheder er i besiddelse af.

Milliardbeløbet svarer til mellem tre og fem procent af de sociale ydelser, der udbetales totalt. Til sammenligning kunne man drive næsten hver fjerde folkeskole i Danmark for de penge, der udbetales på grund af snyd.

Efterlyser muligheder for overvågning
Selv om kommunerne i de senere år har opprioriteret indsatsen, var de i 2010 blot i stand til at standse socialt bedrag for cirka 350 millioner kroner. Det beløb udgør cirka fem procent af det samlede bedrag, og kommunerne efterlyser flere muligheder for at kontrollere og overvåge borgerne.

KMD-analysen viser, at hver femte dansker kender en, der snyder med sociale ydelser, og at danskerne også ønsker mere kontrol. Vi foretrækker dog de digitale muligheder - herunder registersamkøring - frem for mere fysisk overvågning.

Uanmeldte besøg virker
Rapporten fra KMD Analyse er blandt andet baseret på data fra en rundspørge blandt de ansvarlige for kommunernes kontrolenheder og en rundspørge, som har kortlagt danskernes holdninger til socialt bedrageri.

Kommunerne vurderer i undersøgelsen fra KMD, at de to mest effektive virkemidler er flere kontrolmedarbejdere og langt mere vidtgående beføjelser til at udføre uanmeldte inspektioner og overvågning.

Love og regler skal være enklere
Omkring tre fjerdedele af kommunerne vurderer, at enklere love og regler vil have en stor effekt i bekæmpelsen af socialt bedrageri.

I Københavns Kommune er de klar over, at mange snydere slipper uden om kontrollen. Her efterlyser man også en lempelse af persondataloven.

"Vi har rigtig mange it-systemer som kan give os oplysninger om den enkelte borger på tværs, og der har vi behov for at samkøre på en langt bedre måde, end vi gør det i dag," siger Thomas Jakobsen, direktør for Borgerservice i København, til DR Nyheder.