Julen reddet trods julemandens konkurs

16x9

Heldigvis er julemanden i Grønland blevet opkøbt, og dermed er julen reddet

I sidste måned gik julemanden, der som alle ved, bor i Grønland, konkurs.

Nuuk Tourism, der stod bag Julemandens Postkontor i Grønland, havde oparbejdet en gæld på en halv million kroner, og de måtte dreje nøglen om.

Nuuk Tourism er nu blevet købt af Destination Avanna, som måske har mere held med at drive den grønlandske julemand videre. Med i købet på 150.000 kroner sikrede Destination Avanna sig også julemandens kæmpe postkasse, det omkring fire meter høje plasticjuletræ og julemandens stok af narhvals-tand. Det skriver den grønlandske avis Sermitsiaq.

Forældre og børn i Nuuk har i den seneste tid gruet for, at konkursen rammer den traditionsrige højtid. Men nu kan Sundhedsvæsenet i Grønland med glæde meddele, at stort set alt bliver som det plejer.

Godt nok er stokken ikke den samme, men julemanden ankommer til Nuuk med helikopter den 24. december klokken 10.

"For alle andre udløses julemagien, når helikopteren lander, og der vil formentlig traditionen tro være rigtig mange mennesker, børn såvel som voksne. Det anbefales derfor at komme i god tid," tilråder styrelseschef Kurt Nielsen fra Styrelsen for Sundhed og Forebyggelse i en meddelelse.