Udsigt til lægemangel

16x9

Hver anden af de nye lægestuderende i København er fra vores nabolande

42 procent af de studenter, der i dag får brev om, at de skal læse til læge ved Københavns Universitet, er fra vores nabolande - langt hovedparten er svenskere, skriver Information.

Det svarer til en stigning på syv procent. På landsplan er hver tredje nye lægestuderende fra Norge eller Sverige - sidste år lå tallet på 27 procent.

Årsagen er en ny regel, der betyder, at man kan gange sit gymnasiegennemsnit med 1,03, hvis man har været flittig og taget tre fag på højt niveau.

Regeringen havde imidlertid glemt at tænke på, at kun 10 pct. af de danske gymnasieelever har tre højniveaufag, mens tallet i Sverige ligger på hele 59 pct.

Dekanen på det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, Ulla Wæver frygter, at initiativet kan skabe lægemangel.

"Vi skal selvfølgelig uddanne internationalt, men vi skal også sørge for, at der bliver uddannet til vores eget land. Og jeg kan konstatere, at der er reel lægemangel," siger Ulla Wæver.