Sådan lykkes du som iværksætter

16x9

Mere end hver anden iværksætter må dreje nøglen om efter få år.

Formand for Dansk Iværksætterforening er ikke i tvivl om, at politikerne bør sørge for bedre rammer for iværksættere.

"Der kan laves bedre lånemuligheder og et hav af andre ting. I dag skal et nystartet lille firma leve op til samme momsregler, ansættelsesforhol, energipolitik og meget andet, som kæmpe firmaer som Vestas og Novo Nordisk. Det er måske ikke helt fair, og der er i høj grad behov for en samlet iværksætterpolitik," siger Christian Walther.

Men der er også mange ting, du selv kan gøre som iværksætter. Her kommer Christian Walthers råd til iværksættere;

  • For det første skal du have et stabilt økonomisk grundlag, når du starter din virksomhed. Enten skal du have en opsparing, eller også skal du måske arbejde ved siden af det første år. Der går tid, før virksomheden giver overskud, og det skal du være forberedt på.
  • Saml et rådgiverhold omkring dig med en revisor, en advokat og relevante rådgivere inden for din branche. Du får brug for dem. Lav en aftale om rådgivning til fordelagtige priser det første år, mod at du vil benytte dem til fuld pris senere hen, når virksomheden giver overskud.
  • Meld dig ind i Dansk Iværksætterforening eller en anden forenineg, som kan hjælpe dig. Der er en grund til, at vi organiserer os- der er mange kræfter at trække på.
  • Forvent ikke, at det er nemt. Det vil være surt og svært de første tre år af virksomheden liv, men det betyder ikke, at det ikke går fremad. Lad være med at give op.
  • Arbejd dag og nat. Mange iværksættere forventer fejlagtigt, at de bliver meget fleksible og får mere fritid, når de bliver selvstændige. Men hvis din virksomhed skal klare sig godt, kræver det mange, mange timers arbejde. Meget mere end et almindeligt lønmodtagerjob.
  • Vær hård over for offentlige myndigheder. Husk at Skat, kommunen og så videre er til for at hjælpe dig, ikke for at være din modstander. De glemmer det selv, men hvis du forlanger service og respekt, er der hjælp at hente.
  • Og endelig skal du huske på, at det er umagen værd i sidste ende. Du skal lægge meget arbejde i din virksomhed de første år, men når det lykkes, får du mere frihed og måske også større indtjening end i et almindeligt job. Desuden føler man stor glæde og stolthed ved at have set dit lille firma vokse sig stort og sundt.