Danske F16-fly bombede Libyen 923 gange

16x9

Ingen civile tab under de danske missioner, lyder det fra Flyvertaktisk Kommando

I løbet af syv måneder har danske F16-fly smidt 923 bomber mod mål i Libyen.

Det fortæller brigadegeneral og stabschef i Flyvertaktisk Kommando, Steen Hartov til nyhederne.tv2.dk.

Siden flyveforbudszonen over Libyen trådte i kraft den 19. marts 2011 har de danske soldater været på 593 missioner.

"Vores primære opgave har været såkaldte luft-til-jord-missioner, hvor der blev kastet bomber. Missionen har været at beskytte civilbefolkningen," siger Steen Hartov, der betegner missionen som vellykket.

"Det ser jo ud til, at missionen er lykkedes. Truslen mod civilbefolkningen er stort set væk nu."

Ingen civile tab
Hvor mange, der er blevet dræbt af de danske bomber, kan Steen Hartov ikke udtale sig om.

"Men vi er ret sikre på, at vi ikke har forårsaget civile tab. Vores våben er meget præcise, og reglerne for våbenanvendelse meget stramme."

NATO-landenes ambassadører er i øjeblikket samlet for at drøfte situationen efter Gaddafis død.

Missionen er lykkedes
Når NATO afslutter missionen i Libyen, kan de danske soldater vende hjem fra deres base på Sicilien.

"Det bliver dejligt at få dem hjem. Det er et håndgribeligt tegn på, at missionen er afsluttet," siger Steen Hartov og tilføjer:

"Jeg er stolt over vores indsats, og har en god fornemmelse af, at vi har leveret et godt stykke arbejde."