43 bookmakere vil friste danskerne

Flere udenlandske spilfirmaer end ventet ønsker licens til det danske marked, når nye regler træder i kraft.

I september åbnede EU-Kommissionen med en dom op for en liberalisering af det danske spilmarked.

I dag udløb så fristen for udenlandske bookmakere, der ønsker at opnå en dansk licens og være med fra start, når de nye ændringer træder i kraft 1. januar næste år.

Og hele 43 selskaber ønsker at udfordre Danske Spils monopol.

"Det er nogle flere ansøgere, end forventet. Hvis man forudsætter, at de fleste opnår licens, er det noget over de 20-25 licenser, vi har estimeret i loven," siger Morten Rønde, chefkonsulent ved Spillemyndigheden hos Skat.

Mange ting skal tjekkes
Det er endnu uvist, hvor mange af de udenlandske firmaer der opnår licensen, og hvor mange der ønsker at udbyde både sportsvæddemål og online kasinospil eller blot en af delene.

Ansøgningerne skal nu vurderes af Skat.

"Der er mange forhold, der gør sig gældende," siger Morten Rønde.

"Først og fremmest selskabernes økonomi og faglig- og ansvarlighed. Men også deres likviditet. Altså, kan de udbetale pengene til vindende spillere."

En historisk dag
En af ansøgerne er mastodonten Betsafe, der blandt andet sponsorerer den danske superliga i fodbold.

"Det er en historisk dag for rigtig mange i den her branche. Det er den fysiske manifestering af, at vi langt om længe får væltet Danske Spils monopol," siger Betsafes country manager i Danmark, Richardt Funch.

Det høje ansøgertal kommer også bag op Richardt Funch, der tvivler på, at alle kan få en bid af kagen.

"43 er langt over mine forventninger. Danmark er jo et relativt lille spilmarked, så om tre år kunne jeg da godt forestille mig, at nogle har trukket følehornene til sig igen," siger han.

Danske gamblere har gennem de seneste 10 år kunnet spille online hos et stigende antal udenlandske firmaer, der opererer fra lande med en lav skattesats som for eksempel Malta.

Med EU-afgørelsen påtvinges de udenlandske udbydere nu en dansk licens og skal dermed fra 1. januar betale 20 procent af spilindtægterne til den hjemlige statskasse.

Danske Spil beholder sit monopol på lotto og skrabespil.