Dette billede fældede Sass Larsen

16x9

Her er fotoet, hvor Sass Larsen mødtes med Bandodos_rockeren Torben Ohlsen Jensen

Det var angiveligt et møde mellem Henrik Sass Larsen, Tommy Kamp og den ledende Bandidos-rocker Torben Ohlsen Jensen i maj, som torsdag betød, at Henrik Sass Larsen måtte vinke farvel til finansministerposten i Helle Thorning Schmidts kommende regering.

Tilbage i juli kunne dagbladet B.T. afsløre et billede, som viste at Henrik Sass Larsen mødtes med rockeren Torben Ohlsen Jensen i maj 2011 på Hugo's Kælder i Køge.

Torben Ohlsen Jensen har forklaret B.T., at han kendte Tommy Kamp, den tidligere socialdemokratiske formand i Køge, og at han derigennem var kommet i kontakt med Socialdemokratiets politiske ordfører Henrik Sass Larsen.

Ekskæreste og søn
De tre mænd mødtes for at diskutere Torben Ohlsen Jensens sag. Rockerens ekskæreste havde fået fuld forældremyndighed over parrets otte-årige søn, efter Torben Ohlsen Jensen havde banket eks-samleveren og kommet med dødstrusler. Men Torben Ohlsen Jensen følte sig chikaneret fra myndighedernes side og bad Sass Larsen om hjælp i sagen.

Kontakten med den ledende Bandidos-rocker betød, at Sass Larsen ikke blev sikkerhedsgodkendt. Torsdag kunne TV 2 News fortælle, at Henrik Sass Larsen har taget konsekvensen og trukket sig fra en eventuel ministerpost i en kommende rød regering.

Han har ellers hidtil siddet med ved forhandlingsbordet på Crowne Plaza, hvor Helle Thorning Schmidt i øjeblikket forhandler regering med SF og De Radikale.

Henrik Sass Larsen er hidtil blevet spået en post som finansminister i den nye regering. Han har torsdag udtalt til TV 2s politiske redaktør Henrik Qvortrup, at han kun mødtes en enkelt gang med Torben Ohlsen Jensen og har haft en enkelt mailkorrespondance med manden.