Stilheden hersker i New York før orkan

Der er stilhed før stormen i New York. Den tropiske orkan Irene gik lørdag morgen i land på den amerikanske østkyst og bevæger sig i øjeblikket nordpå mod USA's største by.

Her holder metropolens indbyggere vejret, lytter til myndighedernes informationer og sender bekymrede blikke mod den sorte himmel. Til trods for stormvarslet er der lørdag lidt over middag relativt vindstille i byen, og regnen er løjet af.

Det fortæller danske Kasper Balslev, der studerer sammen med sin kæreste i New York, hvor de bor på Manhattan tæt på bydelen Greenwich Village - et område, der ligger så højt, at der ikke er fare for oversvømmelser.

- Det har været meget lummert. Der er ikke så meget trafik, som der plejer at være. Men folk går stille og roligt rundt i gaderne, siger han.

- Amerikanerne taler selvfølgelig om det i køen i supermarkedet, men de tager det meget stille og roligt. Der er ikke panik overhovedet.

Alligevel har der været voldsom aktivitet i supermarkederne, hvor der især er rift om vandflaskerne. Desuden er der udsolgt af den slags batterier, man bruger til lommelygter og bærbare radioer.

- Folk har hamstret siden fredag, siger en anden dansker, fotografen Asger Carlsen, der holder sig indendørs sammen med sin kæreste hjemme i Chinatown.

- Vi har været ude sidst klokken 10, hvor vi hentede vand og mad og købte kraftigt tape til at sætte fast på vinduerne, så de holder bedre, siger han.

New Yorks gigantiske undergrundsbane er lukket af myndighederne på grund af stormen, der nærmer sig. Det har ifølge Asger Carlsen lammet byen, hvor folk er helt afhængige af den offentlige transport på deres vej til og fra arbejde.

Ifølge Danmarks Generalkonsulat i New York ventes Irene at ramme New York for alvor søndag morgen klokken otte lokal tid, hvilket kan føre til vandstigninger på op til 1,8 meter.

/ritzau/