16 år for drab i Møgeltønder

16x9

De to mænd, der i september sidste år slog en mor og hendes søn i Møgeltønder ihjel med kniv, straffes begge med fængsel i 16 år.

Nævningetinget i Sønderborg har dermed afvist kravet fra anklageren om fængsel på livstid.

Nævninge og dommere slog tidligere fredag fast, at drabene på Elke Mamsen og hendes søn Hans Mamsen havde karakter af likvideringer.

Forbrydelsen skete tidligt om morgenen 18. september sidste år.

Andreas Linnet, 33 år, og hans kammerat Jonas Melchior Hansen på 26 havde drukket tæt, inden de besluttede at køre fra Skærbæk til Møgeltønder for at opsøge de to ofre.

Drabene var hævn for, at Linnet som barn angiveligt var blevet voldtaget af Hans Mamsen, og at dennes mor havde bedt ham glemme det.

Elke Mamsen blev dræbt af to knivstik i brystet, mens Hans Mamsen fik adskillige knivstik i ryggen.

Drabsvåbnet tilhørte Jonas Melchior Hansen, der har en fortid som dansk kampsoldat i Irak.

De to mænd havde også taget en riffel med på straffeaktionen.

Hansen har under sagen nægtet sig skyldig, mens Linnet har erkendt drabene.

Hansen vil anke dommen til Vestre Landsret.