Dødsfald: Amy Winehouse i "Club 27"

16x9

Den afdøde sangerinde endte sine dage i legendernes klub i en alder af 27 år

Lørdag blev den britiske popsangerinde Amy Winehouse fundet død i sit hjem i London - i skrivende stund af uvisse årsager. Winehouse har i mange år været kendt for at have et alkohol- stofmisbrug, men sangerinden høstede alligevel flere priser for sin musik, særligt for albummet 'Back to Black' fra 2006.

Med sin alt for tidlige død indlemmes Amy Winehouse i det, der er blevet kaldt Club 27, bestående af indflydelsesrige rockmusikere, der er døde i en alder af blot 27 år.

Til dette selskab hører Rolling Stones-guitaristen Brian Jones, der døde i 1969, guitaristen Jimi Hendrix, der døde i 1970, sangerinden Janis Joplin, der døde i 1970, sangeren for The Doors, Jim Morrison, der døde i 1971, og Nirvana-frontfiguren Kurt Cobain, der døde i 1994.