F16-pilot kunne se flypassagerer

To F16_jagere blev sendt i luften for at inspicere dækkene på Boing 737

Kaptajn Thomas Kristensen med flyvernavnet MET vidste ikke, hvad opgaven lød på, da han og en kollega i dag blev kaldt på vingerne i hver deres F16-fly, netop som han var ved at blive afløst efter at have været på vagt siden i går.

"De ringer og siger: 'nu skal I altså i luften', så vi styrter ud og tager vores udstyr på," fortæller han til nyhederne.tv2.dk.

Otte minutter efter var de to fly i luften.

F16-piloterne får en retning og så først der, får de besked om, at der er et fly, de skal inspicere. Fem minutter senere over Midtjylland kan de se flyet, hvor han kommer så tæt på, at han kan se passagererne side og fotografere ham ud af deres vinduer.

Taler direkte med kaptajnen
"Vi kommer over på en separat sekvens, og jeg taler direkte med kaptajnen og hører, hvad problemet er. Jeg lægger mig helt tæt på flyet og går ned og kigger på dækket nedenunder, hvor jeg kan se, at det er sprunget," siger han.

Under flyet kunne Thomas Kristensen konstatere, at der ikke er andre synlige skader på flyet. Det vil f.eks. som regel være tydeligt med lækkende olie, hvis hydraulikken er gået i stykker.

"Jeg kan fortælle ham, at der er et godt dæk af de to derovre, og så er der sådan set ikke flere informationer, jeg kan give ham. Otte minutter senere er vi sådan set færdige," forklarer han.

Har selv landet med sprængte dæk
I modsætning til de store fly, har F16-flyene kun et dæk i hver side. Hvis et af dem springer, er piloten nødt til at forsøge at lande ved hjælp af en gribekabel, der kan standse flyet på samme måde som på et hangarskib. Thomas Kristensen har selv en gang prøvet, at begge dæk sprang, da han satte flyet ned på landingsbanen.

"Så jeg ved godt, hvad det drejer sig om. Det går sindssygt stærkt, og man når at tænke 1000 ting, og når frem til, at der ikke rigtig er nogen nødprocedure. Lige i det øjeblik, jeg beslutter mig for at skyde mig ud, tipper vingen ned, og jeg kører af banen til højre " fortæller han.

Selvom F16-flyene naturligvis er en del af det danske forsvar, er dagens opgave ikke usædvanlig. Faktisk er det en af deres hovedopgaver netop at inspicerer fly i luften på steder, hvor flyets egen kaptajn af gode grunde ikke selv kan komme ud og kigge.