Trængte ind til dronningens fest

Københavns Byret behandler i dag straffesagen mod 11 Greenpeace­aktivister, der er tiltalt for forbrydelse mod dronning Margrethe.

Aktivisterne sneg sig ind til dronningens afsluttende festmiddag på Christiansborg under klimatopmødet i 2009, hvilket nu har medført en tiltale for at have krænket regentens husfred, fordi det formelt var dronningen, der havde inviteret statslederne på middag som afslutning på topmødet. Det er Justitsmini­steriet, der har besluttet at tage den yderst sjældne paragraf i brug.

Lovovertrædelsen kan give alt fra bøde til seks måneders fængsel.

Ledere handler
Ved aktionen lykkedes det tre af aktivisterne forklædt som statsleder med frue og livvagt at snyde sig vej gennem politiets afspærringer, før de for rullende kameraer bredte gule bannere ud med teksten: "Politicians talk ­ Leaders ACT".

Sagen har påkaldt sig stor opmærksomhed, fordi fire af aktivisterne endte med at sidde varetægtsfængslet i tre uger hen over jul og nytår.

Og det er ifølge flere jurister for groft for en happening, hvor ingen kom til skade, og hvor Greenpeace blankt har erkendt aktionen og fra starten tilbudt politiet at lægge alle kortene på bordet.

Dokumentfalsk og krænkelse af husfreden
Ifølge sagens anklager, Jakob Buch­Jepsen, har den påståede krænkelse af dronningen dog intet med aktivisternes varetægtsfængsling at gøre.

"De blev varetægtsfængslet, fordi de havde lavet falske nummerplader til de biler, de kørte i, og fordi de havde forfalsket adgangsbeviser. Det er dokumentfalsk, og det giver som udgangspunkt varetægtsfængsling og siden en dom på ubetinget fængsel," siger anklageren.

De 11 aktivister samt organisationen Greenpeace Nordic er tiltalt for dokumentfalsk, for at udgive sig for en offentlig myndighed og for husfredskrænkelse af dronningen.

Sagen kører ud over mandag først igen den 19. august, hvor dommen forventes.