Nedkæmpede 30 talibanere ene mand

16x9

Dronning Elizabeth II har dekoreret en nepalesisk soldat i den britiske hær

Dronning Elizabeth II har dekoreret en nepalesisk soldat i den britiske hær med tapperhedsmedaljen Conspicuous Gallantry Cross.

Under kampe i Afghanistan lykkedes det ham ene mand at nedkæmpe flere end 30 talibanoprørere.

Den 31-årige oberst Dipprasad Pun siger, at han troede, at han skulle dø, og havde derfor intet at tabe ved at tage kampen op med de angribere, der var ved at løbe hans kontrolpost over ende.

400 skud og 17 håndgranater
Pun affyrede flere end 400 skud, smed 17 håndgranater og detonerede en landmine for at holde talibanerne stangen, da de angreb hans kontrolpost i nærheden af Babaji i Helmand-provinsen. Angrebet fandt sted i september sidste år.

Den nepalesiske oberst var totalt omringet af fjenden. Han blev beskudt fra alle sider, og i 15 minutter var Pun under vedvarende angreb. Han blev beskudt med både granater og AK-47-geværer.

På et tidspunkt, da han var ude af stand til selv at skyde, brugte han trefoden fra sit maskingevær til at nedlægge en oprører, der var ved at kravle over muren til kontrolposten.

To oprørere var fortsat i gang med at angribe, da Pun løb tør for ammunition. I stedet udløste han en Claymore-mine for at drive dem tilbage.

Pun blev dekoreret med tapperhedsmedaljen ved en ceremoni på Buckingham Palace i London.