Henrik: Prisen er kommet for sent

Det var en næsten tilfreds prinsgemal, der i dag modtog prisen som årets europæer

Det var en tilfreds prinsgemal, der i dag modtog prisen som årets europæer. Overrækkelsen fandt sted på Kongeskibet Dannebrog.

"Jeg har altid dedikeret mit liv til Danmark [...], så det giver mig stolthed, og jeg er meget glad," sagde Prins Henrik i dag, da han modtog prisen. En pris, han dog gerne ville have modtaget tidligere i sit liv:

"Den er kommet meget sent, hvis I spørger mig," fortalte prinsgemalen TV 2's udsendte reporter, inden han slog ud i en høj latter.

Levemanden er blevet folkelig
73-årige Prins Henrik har tidligere haft et lidt anstrengt forhold til danskerne. Blandt andet i 2002, da han offentligt begræd sin position i det kongelige hierarki. Forholdet til danskerne har dog ændret sig de senere år.

Ifølge Stéphanie Surrugue, der har skrevet en bog om Prins Henrik, skyldes det blandt andet, at levemanden er blevet folkelig:

"I Danmark kan man egentlig godt lide antihelte. Så med årene har det udviklet sig fra at være en kritik af, at han var ekstravagant og excentrisk, til at det nu er meget sjovt at han er lidt dandy og en livsnyder," siger hun til TV 2.

Prisen som årets europæer uddeles af Europabevægelsen, og den er tidligere blevet givet til Angela Merkel, Jose Manuel Barroso og Anders Fogh Rasmussen.