ISS lokker fortsat med dusør i nøglekup

16x9

Efter anholdelsen og fængslingen af en ung mand i sagen om det store nøgle- og kodekup i Aarhus, forsøger ISS at dæmpe skaden.

Koncernen lokker stadig med en dusør til den, der kan føre politiet på sporet af nøglerne til 150 forskellige institutioner.

Politiet har tidligere kritiseret ISS for at have opbevaret nøgler og alarmkoder sammen med de tilhørende adresser. Det har gjort det urimeligt nemt for tyvene, lyder det.

Indbrud i mindst fem institutioner
Og efter indbruddet hos ISS i Åbyhøj i weekenden har der da også været indbrud i mindst fem institutioner.

"Vi har nu styr på gerningsmændene. Nu skal vi bare have nøglerne," udtaler Kaspar Bach Habersaat fra ISS i en pressemeddelelse.

Heri takkes offentligheden for at have hjulpet politiet med at opklare sagen.

"De to gutter har følt jorden brænde," udtaler kommunikationsdirektør Habersaat om tyvene.

Den 23-årige, der meldte sig selv sent tirsdag aften, er onsdag blevet varetægtsfængslet i fire uger.

Politiet kender navnet på hans kammerat, der menes at have deltaget i nøglekuppet, men onsdag eftermiddag er han endnu ikke opsporet.

Hellere en dusør for meget end en for lidt
Den dusør, som ISS udlovede mandag, er på 10.000 kroner.

"Vi udbetaler hellere en dusør for meget end en for lidt," lyder det fra ISS's kommunikationsdirektør.

Hvis nøglerne ikke findes, risikerer ISS en stor regning for nye nøgler og alarmkoder til de kommunale institutioner på grund af den uforsigtige opbevaring.