CSC-konflikt giver Skat problemer

16x9

Konflikten blandt 330 it-ansatte hos it-virksomheden CSC har fået konsekvenser for en af virksomhedens kunder: Skat.

Prøver man som borger at logge sig ind i sin skattemappe på Skats hjemmeside, får man at vide at visse oplysninger ikke bliver opdateret i skattemappen.

Det gælder blandt andet oplysninger fra realkreditinstitutter, banker og pensionsinstitutter.

Skat: Skyldes arbejdsnedlæggelse i påsken
Ifølge it-chef i Skat, Preben Bialas, skyldes advarslen ikke den nuværende konflikt hos CSC, men en arbejdsnedlæggelse i påsken:

"Det har medført en ophobning af nogle kørsler hos os - og det har CSC måttet ansætte nogle andre mennesker til, og de mennesker har så arbejdet på den sag, men vi har stadig en pukkel på vores personområde. Derfor har vi lagt en meddelelse ud til borgerne," siger han til nyhederne.tv2.dk.

Ifølge Preben Bialas vil systemerne kører normalt igen i løbet af juni måned, og man har ikke oplevet nogen problemer i forbindelse med dagens konflikt.

Strejkende håber, at systemet går ned
De strejkende fra CSC er lige nu samlet ved virksomheden - og deres håb er, at systemerne går ned:

"Vi har arbejdet i rigtig, rigtig mange år på at køre systemerne robuste og stabile - vi er meget, meget kede af situationen, men vi er nødt til i den her situation at håbe på, at systemerne bryder ned hurtigt, sådan at vi kan få firmaet tilbage til forhandlingsbordet og få et ordentligt samarbejde med dem igen," siger den strejkende it-arkitekt, Michael Eriksen, til TV 2.

Advarslen på Skats hjemmeside lyder:

"Der er driftsproblemer som følge af arbejdskonflikt hos Skats it-leverandør. Derfor kan de oplysninger, som Skat modtager fra f.eks. realkreditinstitutter, banker, pensionsinstitutter m.fl. samt dine eventuelle indbetalinger mangle på din årsopgørelse og i din skattemappe under personlige oplysninger."