DSB mærker ikke nogen strejke

16x9

Det ser lyst ud for alle Kristi Himmelfarts_rejsende _ togene kører som normalt

Det ser ud til, at pendlerne bliver forskånet for ekstra forsinkelser og aflyste tog i dag.

DSB har endnu ikke mærket noget til de faglige møder, som der ellers har været rygter om skulle finde sted i dag.

Flere kilder har oplyst, at der i dag vil blive afholdt flere faglige møder blandt de omkring 3000 HK'ere, som er ansat ved DSB - og at det ville kunne ende med en strejke.

Men indtil nu ser det lyst ud for alle de rejsende, der skal ud på Kristi Himmelfarts-ferie.

"Der er ingen faglige møder, der er ikke nogen strejke - og trafikken kører som normalt," lyder det fra DSB's presseafdeling, som dog ikke kan forudsige, om medarbejderne har planer om møder og strejker senere på dagen.