Vismænd advarer mod ny pension

En ny særlig seniorførtidspension kan komme til at koste staten dyrt, advarer vismændene.

Selv om regeringen planlægger at nedtrappe efterlønnen, kan tusindvis af danskere gå direkte over på andre bekostelige pensionsordninger, skriver Politiken onsdag.

Reformen indfører nemlig en særlig seniorførtidspension, der kan blive så populær, at den vil koste staten dyrt.

Sådan lyder advarslen fra landets fremmeste økonomiske eksperter, vismændene:

- Vi havde hellere set en reform uden seniorførtidspensionen, siger vismand Michael Rosholm, professor ved Aarhus Universitet.

Han frygter, at lægerne kommer under pres fra borgere over 60 år, som gerne vil på den nye pension for seniorer.

Nedskæringen af efterlønnen risikerer dermed at blive en langt dårligere forretning, end regeringen lover.

Vismændene vurderer, at 20.000 bliver arbejdsløse, når efterlønnen nedtrappes. Og dertil kommer, at et stort antal danskere, som end ikke har betalt til efterlønnen, kan søge den nye seniorordning.

- De har nemlig også ret til seniorførtidspension. Vi risikerer at få et stort indflow fra andre befolkningsgrupper, siger Michael Rosholm til Politiken.

Regeringen afviser, at der er udsigt til et boom af seniorførtidspensionister.

- Vi har på den ene side fået kritik fra oppositionen for, at det nok bliver helt umuligt at komme på seniorførtidspension. Og nu siger vismændene og en række andre, at det er at åbne en ladeport.

- Mon ikke vi så har lagt os midt imellem, siger beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) til Politiken.

Det gør heller ikke indtryk, at vismændene forudser, at 20.000 på kort sigt vil blive arbejdsløse, når efterlønnen nedtrappes:

- Vi har før set, at der er sket store ændringer, for eksempel da kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, hvor det ikke har betydet massearbejdsløshed, siger Inger Støjberg.

/ritzau/