Clinton: Syrien står foran total kollaps

Syriens regering har totalt opgivet at samarbejde med sit folk, siger USA's udenrigsminister, Hillary Clinton.

Rapporter om tortur mod en 13-årig syrisk dreng har fået den amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton, til at lange hårdt ud efter Syriens præsident, Bashar al-Assad, og landets myndigheder.

Myndighedernes behandling af drengen, der blev torteret og dræbt, viser, at Assad-regeringen er ved at miste fæstet om magten, siger Clinton.

- Jeg håber bare, at dette barn ikke døde forgæves, men at den syriske regering standser brutaliteten og påbegynder overgangen mod virkeligt demokrati, siger hun.

Assad har forsøgt at standse 10 ugers protester mod hans regering ved at slå hårdt ned på demonstranter med sit sikkerhedsapparat. Rettighedsgrupper siger, at 1000 civile er blevet dræbt og 10.000 anholdt.

Clinton siger, at drabet på drengen Hamza Ali al-Khateeb gør hende "meget bekymret".

- Jeg tror, at for mange syrere symboliserer dette den syriske regerings totale kollaps i forhold til at samarbejde med og lytte til dens eget folk, siger hun.

- For hver dag der går bliver regeringens position mindre holdbar, og kravene om forandring fra det syriske folk kan kun blive stærkere.

Syrisk stats-tv siger, at Assad har udstedt "generel amnesti" til alle medlemmer af politiske partier, men det afviser USA. Syrerne siger også, at landet har ophævet en langvarig undtagelsestilstand, men det kalder amerikanerne for tom snak.

/ritzau/Reuters