DR får kritik for politidokumentar

16x9

Danmarks Radio holdt sig ikke inden for reglerne for god presseskik i dokumentaren "En klima-krimi", som blev lavet i forbindelse med COP15-topmødet i København i 2009.

Det slår Pressenævnet fast, efter de har behandlet politiets klage over DR-dokumentaren.

I vurderingen kritiserer Pressenævnet blandt andet, at udsendelsen ikke gør seerne opmærksom på, at der ikke nødvendigvis er sammenhæng mellem billeder og lyd.

Dokumentaren skildrer to klimaaktivisters oplevelser under demonstrationerne i forbindelse med topmødet i december 2009, og særligt en enkelt lydoptagelse fra politiets interne kommunikation skabte efterfølgende stor debat.

"Så vil jeg fandenrendemig se den stav der, så den bliver rødglødende," lød det fra en delingsfører, der opfordrede sine betjente til at slå løs på både demonstranter og presse.

I forbindelse med den og andre skarpe vendinger fra politiets interne radio, kritiserer pressenævnet, at DR ikke har forelagt udtalelserne for Københavns Politi, så det havde mulighed for genmæle.

"Rødglødende knipler" er korrekt
Dog bemærker nævnet, at det omdiskuterede udsagn, hvor en indsatsleder opfordrer til rødglødende knipler mod demonstranter og presse, må betragtes som korrekt. Og det glæder DR.

"Politiet mest centrale anklage har været, at der skulle være tvivl om, hvorvidt der er givet ordre til at slå på demonstranter og presse," siger redaktionschef i DR Ung, Kasper Tøstesen til DR Presse.

"Men det fremgår klart og tydeligt af den uredigerede lydfil, og det anerkender Pressenævnet heldigvis. Til gengæld får vi kritik på et par andre områder - bland andet for en mangelfuld forelæggelse - og det må vi tage til efterretning og gøre bedre næste gang," fortsætter han.

Efter Pressenævnets afgørelse er DR nu forpligtet til at bringe politiets genmæle.