Politiet: Tak for Holger-hjælp

Nordjyllands Politi siger tak til alle, der hjalp med eftersøgningen af treårige Holger, som i går forsvandt i Tranum Klitplantage ved Brovst. Holger blev fundet i dag lidt før kl. 11 i klitplantagen af en rytter og har det efter omstændighederne godt.

"Ledelse og personel fra eksterne sam­arbejdspartnere fra Falck, Beredskabs­styrelsen, Forsvaret og ikke mindst Hjemmeværnet har i samspil med politi­et ydet en særdeles engageret, profes­sionel og helhjertet indsats, som for­tjener al den ros der kan gives," si­ger chefpolitiinspektør Claus Hilborg.

"Borgere og foreninger fra nærområdet har aktivt deltaget i eftersøgningen," fortsætter chefpolitiinspektøren.

"Og Nordjyllands Politi har gennem hele forløbet fået en lang række af henvendelser fra borgere ogforeninger, der alle har engageret sig i eftersøgningen og på forskellig måde har bidraget i forsøget på at finde Holger."

"Også mediernes aktive og positive medvirken har været med til at gøre det til en folkesag at finde Holger i god behold. Det blev så også den lykkelige udgang på en kritisk situation," siger politiinspektøren og slutter:

"Det er forældrene lykkelige for, og det er alle vi andre også.