Holgers mor: Nu skal vi bare hygge os

VIDEO: Den forsvundne dreng Holger Kragh er nu hjemme hos mor og far i Sønder Økse

Efter at have gennemlevet et døgns mareridt er den treårige forsvundne dreng Holgers forældre igen forenet med deres dreng hjemme i Sønder Økse - her sover han oven på en nat alene i skoven.

"Først så troede vi det ikke rigtigt. De sagde jo ikke, det var ham. De sagde bare, at der var fundet en dreng. Da nyheden så kom, at han var rødhåret, var det helt fantastisk," fortæller moderen Heidi Bettina Kragh til TV 2 NEWS.

"Nu skal jeg af med spejdertøjet og måske have en lur på sofaen. Det blev kun til tre timers søvn. Holger skal have pizza, og så skal vi hygge lidt. Bare os, stille og roligt," fortæller moderen om familiens planer for aftenen.

Stak af under spejderløb
Sidste gang, hun så sin søn før genforeningen, var under et spejderløb, hvor den egenrådige dreng måtte have sin jakke lynet på ryggen for ikke at tage den af. Et kort øjebliks uopmærksomhed, og Holger var forsvundet bag træerne. Faderen, Kenneth Krag, fortæller, at Holger siger, at han ikke var bange.

"Men det har han jo ret sikkert været. Det ville vi jo alle være en nat i en mørk skov, specielt når man er tre år gammel. Han siger, at han er gået rundt og rundt og ikke har sovet," siger Kenneth Krag.

Glædestårer og forløsning
Kenneth Krag brød grædende sammen, da han atter blev forenet med sønnen.

"Jeg brast i tårer, det var en forløsning af en anden verden. Det havde jeg ventet på i 24 timer, at kunne kramme ham igen. Jeg er så glad for at få min dreng hjem i god behold. Det kan ikke beskrives," fortæller han.

Parret takker for den store opbakning, de fik, mens Holger var forsvundet.

"Jeg har holdt mig oppe på, at jeg har været omgivet af familie og rigtigt gode spejder venner. Når jeg v ar længst nede, så var de der og holdt mig oppe. Når jeg troede det værste, at det bare var slut, så sagde de, at jeg skulle holde modet oppe," siger Heidi Bettina Kragh.