USA-journalister frigives i Libyen

16x9

The New York Times oplyste fredag på avisens hjemmeside at de fire journa­lister, som har været forsvundet siden tirsdag, nu bliver løsladt af Libyens regeringsstyrker.

Meddelelsen kommer fra Muammar Gaddafis søn Seif Islam al-Gaddafi i et interview med den amerikanske tv-station ABC News.

De fire journalister havde sneget sig ind i Libyen uden gyldigt visum fra Egypten, og derfor blev de, ifølge de libyske myndigheder, tilbageholdt.

- De kom illegalt ind i landet og da hæren befriede Ajdabiya fra fra terroristerne fandt de dem, og arresterede dem, sagde Seif Gaddafi.

De tilbageholdte journalister er The New York Times' korrespondent i Beirut, Anthony Shadid, fotograferne Tyler Hicks og Lynsey Addario samt reporteren Stephen Farrell.

Shadid er kendt i amerikanske journalistkredse for at have vundet Pulitzer-prisen to gange, mens Farrell blev taget tilfange af Taliban i 2009, men befriet af britiske specialstyrker.