V: SF-plan er en morgenvittighed

SF vil ikke sætte navne på, hvem der kan miste erhvervsstøtten _ måske zoo

SF's nye vækstplan skal skabe 75.000 nye jobs ved at satse på vel­færd- og sundhedsteknologi. Finansie­ringen skal findes ved at se erhvervs­støtteordningen efter i sømmen, men hvilke ordningen der vil miste støt­ten, vil partiet først melde ud, når de kommer i regering.

"Jeg har ikke eksempler på virksomhed­er, der skal fratages støtten eller have støtte. Det er jo ikke sikkert at zoologiske haver og den slags behøver at få støtten. Det er ikke fordi, jeg har noget i mod, at de også får noget støtte, men jeg mener bare, at det er noget man må kigge efter i detaljerne," siger Sten Gade til TV 2.

"SF bliver så utrolig uldne i munden"
Udmeldingen får Venstres politiske ordfører til at kalde SF's vækstplan for en morgenvittighed:

"SF's forslag er såmænd udmærket, men når det kommer til at finde pengene, bliver SF så utrolig uldne i deres svar. Nu hører vi Zoologisk Have - det er jo nærmest sådan en morgenvittighed, fordi det er sådan et lille beløb, der er tale om," siger Peter Christensen.

Han fortsætter:

"Sådan er det også, når vi snakker om at lukke hullet i statsfinanserne. Hvor skal pengene komme fra: Ja bummelum - det sidste vi hørte var, at hjemmehjælpere skulle til at gå med post."

Artiklen fortsætter under videoen:

SF: Vi skal nok finde pengene
På trods af at SF endnu ikke konkret ved, hvilke sektorer eller virksomheder, der vil miste erhvervsstøtten, er partiet sikker på, at pengene til finansieringen nok skal findes:

"Ja, selvfølgelig kan man være sikker på det, for pengene er der jo, så det er ikke diskussionen. Den konkrete vurdering skal foretages i et ministerium, og der er mange hensyn, der skal tages," siger Sten Gade.

Søren Gader understreger desuden, at det ikke nødvendigvis bliver sektorer, der mister støtten, men de virksomheder, der har fået støtten i rigtig mange år og som ikke længere har brug for den.