VIDEO: FĂĄ en brites bud pĂĄ 'danskhed'

Deltag i seks afstemninger. Bl.a: Er muslimer og kristne lige danske?

Hvad er danskhed? Spørgsmålet har stået centralt under den nuværende regering, og budene har været mange fra politikere, musikere, debattører og danskere i almindelighed.

Diskussionen er til tider ophedet, og der er stor uenighed om, hvad danskhed er, og om det overhovedet kan sættes på formel.

Men det kan være svært at se skoven for bare træer, når man står midt i den, så måske kan vi få et bedre bud på danskhed fra en mand, der ser det hele lidt på afstand. Det forsøger den britiske professor i sociologi, Richard Jenkins, i bogen "Being Danish", der er skrevet på baggrund af 15 års studier i og af Danmark.

Her giver Richard Jenkins sit bud pĂĄ, hvad danskhed er:

"Jeg ser på jer og jeres land udefra, og det, jeg ser, er ikke verdens værste land og heller ikke verdens værste system!

Og det er ikke helt uinteressant! - For I er specielle.

I kan godt lide at se jer selv som et lille homogent land - men det er ikke, hvad jeg ser.

Jeg ser ikke "danskhed" som en fast størrelse - men en proces. Danskhed er det, I danskere gør I jeres hverdag. Ikke en fortælling fra fortiden.

Men I dyrker symboler og den gamle fortælling om Danmark - for eksempel kongehuset og Dannebrog i særdeleshed. Og I gør det som ingen andre - til at sælge varer, til at fejre mærkedage, og det bliver derfor et symbol på "dejlige lille Danmark".

I kan også godt lide jeres "danske mad". Men hvad er dansk mad? Er det flæskesteg og rødgrød med fløde, ellers er det pizza og kebab? Og nationalretten "hot dog" - er den dansk eller amerikansk?

Jeg mener, det hele er dansk.

Jeg har også set, hvordan jeres omgang med hinanden har ændret sig. Det skifter hele tiden - bare spørg din mormor. Men vær ikke bange for det!

Noget jeg især godt kan lide - og noget, der gør jer særlige - er jeres skolesystem og børnepasning. Her har i fat i noget godt! Hvis jeg kunne vælge, ville jeg hellere sende mine børn i en dansk folkeskole frem for en engelsk skole, fordi I skaber sociale, kompetente børn, der kan mere end bare læse og regne.

Det skaber mennesker, der tør stille spørgsmål - og det tror jeg bliver vigtigt for danskheden. For at forstå at der mange måder at være dansk på. Fra Nordjylland til København - eller fra muslim til kristen - I er lige danske, for I bor i Danmark

Jeg mener, at Danmark har brug for en ny national fortælling i en fremtid, der med sikkerhed bliver multikulturel

Men det er ikke kulturministeriet eller politikerne, der skal skabe den.

Der er jer selv - I danskere, der skal skabe fortællingen om danskhed i 2011 og fremtiden."

Deltag i debatten længere nede på siden. OBS: TV 2 opfordrer til en god og anstændig debattone!