Ok at afvise læger med tørklæder

16x9

Når en patient er indlagt akut og afviser at blive behandlet af personale med muslimsk tørklæde, så skal afdelingen på hospitalet forsøge at rykke rundt på opgaverne og imødekomme patientens ønske. Det skriver Politiken.

Kan det ikke lade sig gøre, har patienten ret til at blive kørt til et andet hospital med ambulance. Det fremgår af et svar fra sundhedsminister Bertel Haarder (V) til Folketinget. Det vækker bestyrtelse hos politikere i SF, Enhedslisten og Socialdemokraterne.

De slår fast, at det aldrig har været meningen, at patienter kan benytte sig af det frie sygehusvalg, alene fordi de ikke bryder sig om muslimer med tørklæde.

- Det er helt urimeligt. Vi kan stille krav om at blive behandlet af læger med faglige kvalifikationer, men vi bør ikke have ret til at hoppe til et andet sygehus, bare fordi vi ikke kan lide personalets udseende eller tro, siger sundhedsordfører Per Clausen (EL).

Hans kollega i SF, Jonas Dahl, er bekymret for konsekvenserne af den rettighed:

- Skal vi til at have en kupon, hvor vi kan krydse af, at vi kun vil behandles af kvinder under 30 år? Vi har et sundhedsvæsen, hvor man ansætter folk ud fra deres faglige evner, og det må patienterne acceptere. Vi må sætte foden ned, siger han til Politiken.